STARK Group byder CVC Capital Partners velkommen som ny ejer

Det internationale investeringsselskab, CVC Capital Partners Fund VII, har underskrevet en aftale med amerikanske Lone Star Funds om at købe 100% af STARK Group, som er en førende forhandler og distributør af byggematerialer til det professionelle segment i de nordiske lande og Tyskland.

STARK Group, med hovedkontor i Danmark, har de seneste år fordoblet sin størrelse via en række succesfulde opkøb, samt organisk vækst baseret på en klar strategi om at være forhandler og distributør af byggematerialer, services og rådgivning med særligt fokus på de professionelle håndværkere. Virksomheden har været ejet af Lone Star Funds siden april 2018.

STARK Group ejer og driver mere end 400 bygge- og distributionscentre fordelt på seks lande, hvorfra man i partnerskab med 10.000 leverandører servicerer ca. 235.000 kunder. Selskabet nåede en samlet pro forma omsætning på EUR 4,5 mia. (DKK 33,5 mia.) med en justeret EBITDA på EUR 241 mio. (DKK 1,8 mia.) i det seneste finansår, der sluttede 31. juli 2020. 

“Vi er begejstrede for at få CVC som nye ejere, så vi sammen kan fortsætte den vækstrejse, vi er på. Vi har haft stor gavn af samarbejdet med Lone Star, som med deres opbakning har bidraget til vores stærke resultater de seneste år. Vi ser fortsat mange gode muligheder for vækst og udvikling, både organisk og via opkøb i Nordeuropa,” siger Søren P. Olesen, Adm. Direktør i STARK Group og fortsætter: “Vi har et indgående kendskab til CVC fra vores tidligere relation og ser frem til at drage nytte af deres branchekendskab, strategiske styrke og ønske om at bakke op om vores vækstrejse. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre ejer at samarbejde med.”

Christoffer Sjøqvist, Senior Managing Director hos CVC, tilføjer: ”Vi har fulgt STARK Group tæt gennem mange år og er imponerede over kvaliteten både af selskabet og hele teamet. Vi glæder os til at kunne bidrage til virksomhedens vækst og udvikling i tæt samarbejde med Søren P. Olesen og resten af hans team.”  

Transaktionen er betinget af sædvanlige myndighedsgodkendelser og forventes at være endelig i løbet af 2. kvartal af 2021. Parterne oplyser ikke de økonomiske eller juridiske detaljer om handlen.

Lazard har fungeret som finansiel rådgiver til STARK Group og Lone Star Funds, mens CVC blev rådgivet af Nordea og Rothschild & Co.

Som led i ejerskiftet vil Søren Vestergaard-Poulsen, Managing Partner i CVC, tiltræde som formand i bestyrelsen og Christoffer Sjøqvist som nyt bestyrelsesmedlem.

 

Om STARK Group:
STARK Group er en førende B2B distributør af byggematerialer til byggebranchen i de nordiske lande og Tyskland med fokus på at servicere de professionelle håndværkere. STARK Group betjener en portefølje på ca. 235.000 kunder og samarbejder med 10.000 leverandører via deres 422 lokationer på tværs af seks lande. Med hovedkontor i Danmark, har STARK Group i alt ca. 10.000 medarbejdere i Tyskland, Danmark – herunder Grønland - Sverige, Finland og Norge. Gruppen har fordoblet sin størrelse inden for de seneste par år gennem både opkøb og organisk vækst og har i dag markedsledende positioner nationalt eller regionalt i alle deres markeder.

Om CVC Capital Partners:
CVC blev grundlagt i 1981 og er et førende investeringsselskab med et globalt netværk bestående af 23 kontorer og mere end 550 medarbejdere i Europa, Asien og USA. Til dato har CVC rejst over USD 160 mia. i kapital fra internationale institutionelle investorer på tværs af selskabets private equity- og kredit-investeringsstrategier. Fonde der er forvaltet eller rådgivet af CVC er i dag investeret i mere end 80 virksomheder med over 400.000 medarbejdere på verdensplan og en samlet omsætning på cirka USD 91 mia. For yderligere information se: www.cvc.com.  


Yderligere information:

STARK Group:
Sofie Rud
Group Head of Communications
+45 2810 2332
sru(at)starkgroup.dk

CVC Capital Partners:
Carsten Huwendiek
Global Head of Marketing & Communications
+44 (0) 20 7420 4200
chuwendiek(at)cvc.com 

 

Share:
Sofie Rud